fredag den 27. juli 2007

Sommerstrik fra HO

På en tur til Tyskland købte jeg et strikkeblad "Sabrine" - hvor der er mange skønne modeller


Særligt denne model havde jeg lyst til at gå i gang med - selv om jeg aldrig før havde prøvet at strikke efter en tysk opskrift før.
Så nu gik jagten ind på at finde garn til trøjen.
På et træf med "Rokken" til "Hostrik" var jeg heldig at finde noget dejligt garn i bomuld/bambus, så nu var det bare om at komme igang.

Trøjen blev hurtigt færdigstrikket, men det sidste arbejde med at sy sammen, ja det trak ud, så først her i juli blev den helt færdig.
Den var desværre lidt løs i halskanten, men efter at have trukket et elastik igennem den, sidder den nu helt fint.
Det er blevet en dejlig trøje, og det er ikke sidste gang jeg strikker det mønster - og heller ikke sidste gang jeg strikker efter tysk opskrift.



Her har i mig så i den færdige trøje.

En lille sjov historie knytter sig til trøjen.

Da vi her i uge 28 igen var en tur i Tyskland - denne gang i den sydtyske by Crailsheim, fandt jeg en garnbutik. Mens jeg gik rundt og kiggede, kunne jeg fornemme at ekspeditricen og en kunde talte om mig og selv om mit tyske ikke er det allerbedste, kunne jeg ikke lade være med at "blande" mig.
Jeg fortalte at jeg var fra Danmark og at trøjen var strikket fra et tysk blad - som de tilfældigvis havde liggende. Jeg fik mange tyske roser for min trøje, så jeg var da lidt stolt da jeg forlod forretningen - med nyt garn til endnu en model fra "Sabrine" - en bolero i ribstrik.

torsdag den 19. juli 2007

Foreløbigt strik i 2007.

I efteråret 2006 var vi en tur i Husum i Tyskland og her fandt jeg en lækker rest strikstof - købte garn der passede til og da vi kom hjem omdannede jeg det hele til en lækker trøje/jakke.
Fra starten var min ide at ærmerne skulle strikkes, men jeg fandt noget uldboucle til ærmer og belægninger.
Det er blevet en rigtig dejlig jakke, men lukningen med broche er ikke optimal, så når den igen skal i brug til efteråret skal jeg have lavet en ny lukning.

Mit næste project var en "Firkantvest".
Den oprindelige vest er strikket i gotlandsk pelsuld, men jeg valgte at strikke min i silkegarn fra Netto, og det er blevet en super dejlig vest, som er skøn både sommer og vinter.


I julegave fik jeg en dejlig brun tweed-nederdel og da jeg en dag faldt over denne Onion-bluse, var jeg ikke i tvivl om at det var den der skulle være mit næste projct, og selv om den var lidt "pebret" i prisen, har jeg ikke fortrudt et øjeblik.



Det næste jeg gik igang med var en jakke i silketweed - den er rigtig dejlig, men desværre lidt for lang på ærmerne, så også her er der lidt justering der venter.


Lidt "historie".

I folkeskolen var håndarbejde et af mine "hadefag", men omkring konfirmationsalderen begyndte det at gå op for mig at det var sjovt at lave noget med mine hænder og siden har håndarbejdet været en vigtig del af mit liv.
Efter folkeskolen gik jeg et år på "Gullachsens Tilskærerskole" i Ålborg og under et ophold på "Skals Håndarbejdsskole" omkring 1979 fandt jeg ud af at jeg havde lyst til at blive håndarbejdslærer, og startede derpå på "Nordjyllands Håndarbejdsseminarium" hvor jeg var på det første hold som dimitterede derfra.
Efter at have undervist i beklædningssyning på aftenskolen et par år, fik jeg et par dejlige piger - lagde arbejdet på hylden - og blev hjemmegående. Håndarbejdet var dog stadig en stor del af min dagligdag - der blev syet og strikket mange ting til pigerne, bl. a. de årlige fastelavnskostumer.
Denne tradition har begge piger - selv om de ellers ikke har den store interesse for håndarbejde - beholdt og de kaster sig hvert år ud i at kreere kostumer til det årlige karneval i Ålborg.

I et par år var det kurvefletning (peddigrør) og vævning der var min foretrukne fritidsbeskæftigelse, men ved et tilfælde fandt jeg ind på håndarbejdsforummet "Rokken" - og senere på "Hobbynettet" og det blæste nyt liv i min interesse for strik, så 2007 har mest stået i strikkeriet tegn og det er blevet til flere trøjer, strikkede og filtede tasker og nogle enkelte par sokker.
Mit garnlager vokser igen stødt og mine planer er mange, og det er bl. a. det som du kan følge med i her på bloggen.
Jeg håber også at få flettet lidt kurve og væven skulle også gerne igang igen.

onsdag den 18. juli 2007

Bloggens navn.

En blog skal have et navn - men hvilket.

I min søgning fandt jeg frem til "Mariannes Meriter" - meriter er ifølge fremmedordbogen "fortjenestefulde handlinger" og det er håndarbejder vel ofte - dog kan det også ironisk ment betyde "gale streger" og dem skal der nu nok også være en del af.


Ja, ja Oscar - jeg kan godt se at du ikke laver gale streger mens du sover.

søndag den 15. juli 2007

Endelig igang.

15, juli '07.

Jeg har længe haft lyst til at lave en blog, og nu er jeg endelig igang.

Bloggen vil hovedsagelig fortælle om mine håndarbejdsinteresser og hvad de fører med sig, men lur mig om ikke også Oscar får listet en pote ind her og der.


Jo, jeg tænkte det nok - han er der allerede. Er han ikke dejlig.